onsdag den 9. marts 2016

Formidlingens facetter gennem kunsten

Forårets artist talk- og udstillingsrække er skudt i gang med ædelmetalformgiver Kirsten Baks ringe og sanger/sangskriver Anna Scharling. Til artist talk er der mulighed for at få et indblik i hvordan en kunstner tænker, arbejder og udtrykker sin kunst. På disse aftener med artist talk kombinerer vi en kunsthåndværker (som efterfølgende udstiller i forretningen) med enten en musiker eller en digter.



 Anna Scharling sang bl.a. om et menneske, hun havde mødt på sin vej, som var faret vild i livet for en stund. Musikken og sangen formidlede omsorg, forundring og håb og min fod vuggede med i takt. Den transformation der sker med en musiker når de træder op på 'scenen' er forunderlig. Det føles som om de krænger lidt af deres sjæl ud til os, når de blænder op for musikken. Jeg ser musik som en af de kunstarter, hvor der ikke er afstand mellem udtryk og indtryk. Jeg skal bare åbne ører og hjertet op, så får jeg adgang til de musiske oplevelser


Kirsten Bak har skabt en serie ringe som er åbne for forandring. Hun har taget en række udtryk og overført dem til 13 par ringe. Hver sin egen, men med udtryk der kan blandes og sammensættes. Kirsten udtrykker selv, at hun ikke er den store formidler med ord. Hun talte om at det var gennem hændernes arbejde med materialet og tiden, den langsomme tid, der bringer hende til de færdige værker. Mens hun fortalte om det, kunne vi se hendes hænder nærmest forme værker for os i luften. En kunstner kan ofte formidle på andre strenge end den vi er vant til at møde. Jeg syntes det er vigtigt at holde livet åbnet for alle facetter og lytte til dem der formidler på andre måder.



Derfor håber jeg du får lyst til at komme og bruge noget tid på at åbne dit hjerte op for kunsthåndværket og netop nu har du mulighed for det gennem Kirsten Baks ringe.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar